Jeg skulle tage toget og kom ind og havde nok siddet i ca 1/2 time og så begyndte det at gå galt.
Blev dårlig og svimmel og kunne slet ikke finde ro. Tænkte hvad gør jeg, jeg sidder højgravid i et tog og er ved at besvime. Uden at jeg anstrenger mig på nogen måde. Damen overfor mig spørger om jeg er ok (ved ikke lige hvordan jeg har set ud i hovedet).
Jeg må sige nej og ligger mig straks ned midt i gangen i toget. Mit blik blev sløret og der skulle ske noget nu.
Ned på gulvet midt i toget og en DSB dame kom og spurgte om jeg skulle føde. For det måtte jeg lige vente med :-) jeg sagde nej nej, jeg skal blot ligge lidt ned.
Op og sidde, men blev svimmel igen, så ned på gulvet igen. Der kom så oveni købet en og skulle have min plads (havde ikke bestilt plads billet) men den søde DSB dame viste mig ind på DSB 1 så jeg kunne få to sæder at ligge lidt ned på.
Rigtig dejlig sød DSB dame og sad/lå så resten af vejen i toget på to sæder på DSB 1.
Hmm det er da ikke nemt når man ikke engang kan tage toget længere uden at blive dårlig.
Syntes også mange ting begynder at blive hårdt - små ting som jeg normalt ikke tænker over. Bare det at tage trappen kan få min puls op på maks og der skal holdes pause. Det er vildt mærkeligt og især når man ikke føler sig i dårlig form.
Mit blodtryk er også faldet en del under graviditeten og lå sidst ved jordemoder på 86 / 58 så det er ret lavt og også derfor jeg hurtigt bliver svimmel. Fik dog af vide at det ikke var dårligt, tværdigmod og grundet en god form, var mit blodtryk derfor lavt.
Men jeg kæmper mig afsted til træning, for det gælder jo om at holde kroppen igang og så må man bare lave det man kan. Lidt er bedre end ingenting og det holder jeg fast i. Selvom jeg også er begyndt at få en hoftebøjer (pga bækken der gør klar til fødsel) der indimellem brokker sig lidt. Så giver mig selv et klap på skulderen, hver gang jeg kommer afsted til træning.
Det lyder måske mere hårdt end det er, for jeg har det godt og føler også min krop har det godt, men det er klart, at den ikke er den samme som for 8 måneder siden - ja det er rigtigt, jeg er nu i 8. Graviditets måned. Det er da ret vildt.
Så nu skal tiden bare gå så vi kan komme noget tættere på termin og en mere normal krop igen, for så skal denne krop i trænings camp igen - glæder mig til at kunne give den maks gas igen.
Syntes også mange ting begynder at blive hårdt - små ting som jeg normalt ikke tænker over. Bare det at tage trappen kan få min puls op på maks og der skal holdes pause. Det er vildt mærkeligt og især når man ikke føler sig i dårlig form.
Mit blodtryk er også faldet en del under graviditeten og lå sidst ved jordemoder på 86 / 58 så det er ret lavt og også derfor jeg hurtigt bliver svimmel. Fik dog af vide at det ikke var dårligt, tværdigmod og grundet en god form, var mit blodtryk derfor lavt.
Men jeg kæmper mig afsted til træning, for det gælder jo om at holde kroppen igang og så må man bare lave det man kan. Lidt er bedre end ingenting og det holder jeg fast i. Selvom jeg også er begyndt at få en hoftebøjer (pga bækken der gør klar til fødsel) der indimellem brokker sig lidt. Så giver mig selv et klap på skulderen, hver gang jeg kommer afsted til træning.
Det lyder måske mere hårdt end det er, for jeg har det godt og føler også min krop har det godt, men det er klart, at den ikke er den samme som for 8 måneder siden - ja det er rigtigt, jeg er nu i 8. Graviditets måned. Det er da ret vildt.
Så nu skal tiden bare gå så vi kan komme noget tættere på termin og en mere normal krop igen, for så skal denne krop i trænings camp igen - glæder mig til at kunne give den maks gas igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar