Velkommen







Velkommen til min blog om træning, tanker og terapi. Du kan bl.a. læse om det at holde formen efter deltagelse i DM i bodyfitness





















































tirsdag den 28. februar 2012

Verdens bedste...

Ja det er mine medlemmer om tirsdagen - jeg elsker min spinning time, for der er fyldt sal (81 folk) og der er bare en fed kampgejst i lokalet. Jeg får så meget energi tilbage, at det er så fed en time at have.
At få dejlige kommentar tilbage fra nye og se en stor flok "stamgæster" er virkelig dejligt. Ligemeget hvor træt jeg er eller hvor dårlig en dag det har været, så bliver jeg altid efter denne time.
Den får max gas, og jeg ligger ca med en gns puls på 168 og forbrænder ca 600 kcal.

Min træningsrytme er derfor blevet ret fast om tirsdagen- Styrketræning og så spinning. Sådan har det faktisk været i en del år, med lidt frafald på spinningsdelen ved diæt perioder. Im loving it!

Har eksperimenteret lidt med nogle nye sunde boller i køkkenet her til aften - jeg er ikke helt tilfreds med resultatet, så den skal nok lige i en tur rundt i det kreative hjørne igen, inden offentliggørelse. Jeg elsker at eksperimentere i køkkenet med nye sunde alternative opskrifter, men det er ikke hver gang, den første version bliver den bedste. Men så er det jo bare at prøve sig frem :-)

mandag den 27. februar 2012

Happy monday

Idag har jeg haft en super dejlig træning - styrke for ben og skulder! Jeg var top motiveret og den fik max gas -jeg føler lidt min motivation er ved at vende til det positive, så det er bare dejligt.
Jeg tror jeg har tumlet med nogle ting og overvejelser, som jeg nok skal løfte sløret for senere. Men jeg føler mig back on track og det er fedt.

Jeg var til boksetræning igår, som jeg jo bare syntes er super træning. Og fik idag af vide, at der kommer en ny time på programmet, på opfordring fra mig - jubii. Så glæder mig til at give den endnu mere gas.
Yndlings træning er styrke og derefter boks - så er kroppen godt brugt.

Så ugen er startet godt - det kan da kun blive en fantastisk uge :-)

søndag den 26. februar 2012

Netshopping og hjemmebagt brød

Så har jeg fundet en ny hjemmeside at netshoppe fra. Det kom sig af, at jeg havde købt en brødblanding i en helsekost forretning, hvilket faktisk blev til et ret lækkert og sundt brød. Men da jeg syntes prisen for denne blanding var lidt dyr, gik jeg igang med at se hvad jeg kunne finde den for på nettet.
Jeg fandt den selvfølgelig billigere og fik ligeledes shoppet lidt andre lækkerier.


 

Det gik super nemt og hurtigt med bestilling, da jeg fik varerne dagen efter. Jeg bestilte på Natur og Helses hjemmeside. Prisen var noget billigere end butikpris og fragten ca 40 kr.

Brødet er nu bagt - jeg valgte både at bage et lille brød og lave nogle boller. Så nu er det ren søndagshygge inden træningscenteret kalder



lørdag den 25. februar 2012

Mirakler

Ja de sker desværre ikke uden hårdt slid. Jeg ved ikke helt, hvad der sker i mit hoved for tiden, men jeg har længe været inde i en periode, hvor jeg ikke har været tilfreds med mig selv. Jeg stiller høje krav til mig selv - problemet er bare, når jeg så ikke helt overholder dem, så går det hårdt ud over humøret og den indre velvære følelse.
Jeg har følelsen af ikke at være i form, føle mig lidt for tyk og ikke tilfreds med mig selv. Jeg syntes selv jeg gør en masse for at forbedre det, men problemet er bare, når jeg så en dag slipper grebet og er ligeglad og evt spiser løs af alt muligt. Jeg træner og gør en masse, men ingen resultater - ja ingen mirakler desværre.

Jeg ved det er mig selv, der kan ændre tingene, hvis jeg virkelig vil - jeg må blot sparke mig selv lidt hårdere bagi og hanke op i mig selv. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg bliver nødt til at få lidt mere styr på min kost og nok især mine ædeflip, da det er disse, der vælter vægtskålen.
Jeg ved godt jeg ikke er tyk, men hvad hjælper det, når man har en følelse af det og en følelse af ikke at være tilfreds - i min verden må man enten acceptere det, eller gøre noget ved det - jeg er helt sikkert tilhænger af at gøre noget ved det!

Så starter denne weekend med to timers træning om lidt... glæder mig :-)

onsdag den 22. februar 2012

Hjemmelavet pizza

Idag står den på træningsfri - bortset fra at have cyklet til og fra arbejde (meeen det tæller jo ikke helt i mit regnskab). Det blæser og stormer udenfor og har egentlig i dag mest til at ligge på sofaen og slappe af, så en fridag det blev.
Derfor stod den på en dejlig hjemmelavet pizza - i en sund version selvfølgelig. Den traditionelle brødbund er skiftet ud med en bund på æggehvider, for derfor at sparre på kalorierne. Osten er fedtfattig og dejlig med kød på pizzaen.

Jeg piskede 3 æggehvider semi stive sammen med 1 tsk HUSK og en lille smule majsmel (½ spsk) + krydderier. Smurte massen ud på en bageplade og bagte den kort i ovnen i 5-10 min. Smurte ketchup på bunden, lagde fedtfattig ost, oksekød (rest fra chili con carne), peberfrugt og champion ovenpå. I ovnen og vupti pizza er færdig.


Mon ikke jeg skal have mig en gang dessert ala yoghurt med kaloriefattig syltetøj, kokos og lidt nødder.. mums

tirsdag den 21. februar 2012

Flødeboller

Så fik jeg lavet flødeboller - igen. Havde helt glemt hvor fantastiske de smager og de kan jo laves med meget få kalorier . kan det blive bedre....? Nemt hurtigt og lækkert

2 bærer past. æggehvider
2 spsk sukrin
½ stang vanilje
1 blad husblas

Æggehvider og sukrin piskes, så æggehviderne bliver stive (korn fra vaniljestang piskes med i). Husblas ligges i blød i koldt vand i 5 min og smeltes derefter over vandbad. Derefter hældes det forsigtigt ned i æggehviderne under omrøring. Massen formes til flødeboller og stilles på køl i ca ½ time


Som overtræk brugte jeg chokolade proteinpulver blandet med lidt kaloriefattig kakaopulver og vand. Kokos drysses på  toppen og færdig :-)


Lidt flydende overtræk, men smagen var fantastisk
De smager virkelig godt på trods af et meget lavt kalorieindhold. Æggehvidemassen indeholder kun ca 45 kcal ialt, og der blev til ca 10 flødeboller. Overtrækket kan indeholde ca 100 kcal ialt, afhængig af proteinpulveret. Så kan nydes med god samvittighed (ca 15 kcal pr flødebolle)

søndag den 19. februar 2012

Chili con carne

Dagens aftensmad: chili con carne med friske bønner. Elsker denne ret - den er super nem at lave, sund og mættende.
Hakket øksekød steges med masser af krydderier og hakket løg+ hvidløg. Friske grønne bønner hakkes og blandes med bønnespirer og vupti, retten er færdig.


"Sunde" syndere

For at jeg kan holde den kørende med en forholdvis sund kost og masser af træning, har jeg nogle "sunde" syndere jeg ikke kan undvære... Det er dem der hjælper mig i det daglige, så jeg ikke ender med at kaste mig over slik og andre fristelser.
Til gengæld ved jeg også godt jeg ikke bare kan slå mig løs i disse, men de er med til at gøre hverdagen lidt sjovere :-)  

 


En stor dejlig kop kaffe - kan slet ikke undværes


fredag den 17. februar 2012

Train hard og go home

Når alt kommer til alt så er jeg mest til træning der er hårdt og gør lidt ondt. Ellers føler jeg ikke at jeg har lavet noget.
Idag er en dag, hvor jeg ikke føler jeg har trænet, og det er på trods af, at jeg har været nede i centeret. Jeg skulle prøve Zumba for første gang, hvilket faktisk var ok, men ikke træning i mine øjne. Det er mere sjovt end det er sved og puls. Hvis jeg måske var lidt bedre til at danse, ville det nok have været lidt hårdere :) Men det vil aldrig i mine øjne blive hardcore træning.
Jeg var dog også ret doven og sjovt nok igen idag umotiveret (der tegner sig en uheldig tendens), hvorfor styrketræningen inden zúmba blev til en være gang vatten træning. Lidt hist og pist og alligevel ikke noget. Hmm...
Ud over dette, så har jeg cyklet til og fra arbejde idag (ca 15 km ialt), men jeg føler stadig ikke jeg har trænet idag.

Jeg ved godt jeg nok ikke er som de fleste andre piger i et træningscenter, men træning skal kunne mærkes og være hårdt før det i min verden virker og har effekt. Efter at have trænet mod konkurrence og været nogle hårde diæter igennem, lærer man også sin krop noget bedre at kende, samt sine grænser. Det gør nok også bare, at ens måde at træne på ændres. Der skal presses i bund og det skal gøre lidt ondt - man har jo oplevet det der var værre og hårdere. Så jeg er nok blevet lidt mere hardcore i min træningsstil, men når man ved det er det der virker, hvorfor så ændre det....?

torsdag den 16. februar 2012

Pakkepost - dressing

Så har jeg fået pakkepost - det er også ved at være længe siden sidst, og jeg elsker jo at få pakker :-)

Denne gang har jeg vovet mig ud at bestille dressing uden kalorier (gud ved hvordan det er fremstillet). Nå men det skulle jo prøves, så bestilte to slags samt en chokolade sovs.
Indtil videre er begge dressinger prøvesmagt, men for at være helt ærlig, så tror jeg ikke de bliver tømt lige forløbelig. De smager ok, men ikke noget vildt lækkert. Jeg tror ikke jeg ville købe dem igen, men det er da smart med dressing uden kalorier. Jeg er nok mest bare til min balsamico, som jeg syntes smager godt på alle salater, grønsager mm.
Min favorit aftensmad er hakket hvidkål med hakket oksekød (godt krydret). Det er lidt diæt agtig, men mærkelig nok er jeg langt fra blevet træt af denne ret. Idag blev den krydret med lidt fomaige frais og mander på toppen...

I min pakke fik jeg da også lige sneget et par barer med (kan jo ikke lade være) - nedenstående variant er bare god - minder lidt om en bounty - mums.
Barerne og dressingerne er desuden bestilt på Dialife, hvilket er en dansk hjemmeside med mange amerikanske produkter, hvorfor man ikke kommer ud i told eller moms problemer, når det er fra Danmark.
Proteinbar ca 200 kcal, 20 gr protein - kokos smag er favorit

Nu vil jeg ud og bage mig en sund omgang drømmekage (opskrift kan ses af tidligere indlæg) - det opskrift er virkelig blevet min favorit. Jeg har desuden fået købt noget kaloriefattigt kakaopulver, så nu er der endnu færre kalorier i kagen - kan det blive bedre...

tirsdag den 14. februar 2012

Valentinsdag

Hører til dem der egentlig godt kan lide denne dag - ja det er opreklameret og sikkert et godt påfund af blomsterhandlere mm, men jeg kan nu alligevel godt lide tanken om at "fejre" og lave lidt romantisk hygge på denne dag. Men når så min kæreste ikke er hjemme (gad vide om han bevidst har lagt en forretningsrejse på denne dato), så må man jo selv arrangere sin date.

Heldigvis har jeg haft mig en super "date" idag, med min træningsmakker Mie, hvor den stod på styrketræning, spinning og efterfølgende cafe. Super hyggelig aften og ligger nu og flader ud på sofaen med god samvittighed. Perfekt !

Min træningsmotivation er stadig ikke helt i top, så prøver at køre lidt tungere med færre gentagelser i de kommende par uger, for at bryde rytmen og prøve lidt nyt. Det er nok lidt frustrerende for mig, ikke at blive stærkere og føle en udvikling, men omvendt har jeg heller ikke lyst til at gaine og derved tage på i vægt, når der ikke pt er en konkurrence i udsigt. Derfor føler jeg nok, jeg står lidt i stampe, hvilket slet ikke tiltaler mig, da jeg helt klart drives af udvikling og forbedringer.
Men lad os se hvad lidt ekstra tung træning kan gøre ved min styrke og motivation... Jeg kan da heller ikke udelukke en konkurrence i fremtiden, men pt føler jeg mig ikke klar.

Go Valentins aften derude :-)

mandag den 13. februar 2012

Shopping i London

Så er jeg hvemvendt fra en fantastisk weekend iLondon og det er jo bare en fantastisk by... Elsker det hver gang jeg er her.. Fitness centeret på hotellet hører vist under den kategori at man kan reklamere for det men ikke bruge det... Det er ret begrænset hvad man kan lave ud over et løbebånd..

Men så er det godt man kan bruge tiden på at nyde byen og shoppe... Fik da shoppet en del, da træningen var helt på standby - sund har jeg desværre ikke været, så glæder mig virkelig til at svede max på min spinning time imorgen...

Lidt billeder fra weekendens shopping...


Ny top fra Nike fra Sports Direct - ja lidt poserings skadet er man vel :)



Proteinbarer, energi shots og nødder fra Holland&Barrets - mums
 


Ny drink, som efter dåsens tekst skulle forbrænde kalorier - hmm kan det nu passe.. men prøves det skulle den da :) Til info så smagte den ikke godt !
 

onsdag den 8. februar 2012

Trænings optur

Lige for tiden er jeg ikke særlig træningsmotiveret. Jeg ved ikke om det er kulden, mørket eller noget tredje, men lysten er ikke helt i top. Kan faktisk nogle gange føle mig i ingen-mands-humør, hvilket vil sige jeg hverken er sur eller glad, men blot en følelse af ingenting. Det smitter lidt af på min træning, men jeg kommer stadig afsted, da jeg som altid træner direkte efter arbejde og ikke giver mig selv valgmuligheden om jeg vil eller ej -> jeg skal.
Det kan lyde hårdt, men det er altid dejligt bagefter. Denne ligeglads-følelse har heldigvis fået et par hak opad de sidste par gange til træning. I mandags var der ret mange mennesker i centeret, hvorfor der var lidt rift om nogle maskiner, hvilket resulterede i at jeg kom til at dele maskine med et par stærke fyre. Det gjorde at jeg fik presset mig selv yderligere, og det hiver altid humøret lidt op at få at vide at man er stærk (om det så menes eller ej er underordnet). Så det gav fornyet energi til resten af træningen - dejligt.
Idag var også en træt dag, men da jeg lå og trænede bænkpres, kom en fyr og spurgte om han skulle hjælpe mig - jeg ved ikke om jeg har set ualmindelig presset ud eller om han bare var flink, men det var ret dejligt og gjorde man faktisk i godt humør til resten af træningen. Det er så fedt, når folk kommer umotiveret hen og vil hjælpe - så fik igen en dejlig træning.

Var i bio i søndag og se "ti timer til paradis" - ikke en film der går i over i bøgerne, men det var faktisk ret sjovt at se de måltider mm, som hovedpersonen indtog. Han er professionel bodybuilder, og meget af kosten kunne jeg jo nemt nikke genkendende til.

På fredag går turen mod London ti en weekendferie - elsker den by, så der skal hygges og shoppes igennem (håber Michael overlever). Jeg er jo helt pjattet med Sports Direct, hvor der kan gøres et kup på træningstøj. Og så elsker jeg at gå ombord i Holland&Barrett, som er en helsekostkæde med masser af dejlige proteinbarer, man ikke kan få herhjemme.

mandag den 6. februar 2012

Vægttab - do´s and dont´s

Mange lever og spiser sundt, men taber sig alligevel ikke. Der findes desværre mange "skjulte" kalorier i de mellemmåltider vi indtager - kalorier vi slet ikke tænker over. Jeg tænker her kun på forholdvis sunde madvarer og ikke slik, chips og chokolade, som ofte er rene kaloriebomber.
Hvis man er normalvægtig, lever forholdvist sundt og ikke kan forstå man ikke taber sig, så er følgende værd at overveje:
  • BRØD: ofte en stor synder hos mange. En bolde indeholder nemt 150-200 kcal, og hvis der så ligges en skive ost på hver halvdel, så er der yderligere 100 kcal - dvs bolle med ost = 250-300 kcal. Dem kan man jo nemt spise flere af.
  • NØDDER: er sunde, men de indeholder også mange kalorier. En håndfuld nødder/mandler er ca 150 kcal, så spis nødder med måde.
  • TØRRET FRUGT: det lyder jo sundt med tørret frugt, men kan være en ren energibombe. Nogle gange er det ikke bare tørret frugt, men det er tilsat sukker. Desuden kan man nemt spise mange flere kalorier, når frugten er tørret, idet man ikke får al væsken i frugten. Ex tørret abrikoser indeholder ca 240 kcal pr 100 gr, hvor en frisk abrikos kun indeholder 45 kcal pr 100 gr.
  • DRIKKEVARER: drikkevarer der indeholder kalorier, skal man være varsom med. Et glas juice, kan let lyde sundt, da der jo står det er lavet af ex appelsiner, men et glas juice på ca 200 ml kan nemt indeholde 100 kcal.  Det samme er gældende for kakao eller sodavand. Drik ½l sodavand med sukker og så har du fået 210 kcal.
For at sætte det hele i relief, så skal du løbe i 8 min med 12km/timen for at forbrænde 100 kcal, dvs har du drukket en cola med sukker skal der løbes i ca 16 min - det er vel og mærke ekstra træning, for blot at forbrænde colaen. Løb er en af de motionsformer, der forbrænder mange kcal, så hvis du dyrker andet sport, er det ofte noget længere tid, der skal til for at forbrænde det samme.

Så tænk over de små melllemmåltider - det er ofte dem der er synderen

søndag den 5. februar 2012

Sund drømmekage

Så er der en ny forbedret version af min drømmekage. Den er super dejlig og smager virkelig af kage, så hvorfor snyde sig selv, når man gerne vil leve sundt.

Der er kun ca 500 kcal i hele kagen (uden toppings), og der bliver til ca 6 stykker, dvs 80 kcal pr stykke..
Med toppings er der ca 120 kcal i et stykke kage - det er da lækkerier

1 stykke med toppings: 120 kcal, 11 gr protein, 6 gr kulhydrat, 4 gr fedt
1 stykke uden toppings: 80 kcal, 8 gr protein, 5 gr kulhydrat, 1 gr fedt

Dej klar til ovnen
Drømmekage:
2 hele æg
1 æggehvide
1 ss skyr el lign
20g mandelmel
20g proteinpulver (chokolade)
1 toppet ss kakao
1 ss sukrinmelis
1/2 banan

korn fra ½ vaniljestang
lidt salt

Dej:
½ banan moses -de 2 æggeblommer røres deri med skyr og sukrinmelis. Mandelmel, proteinpulver, kakao og salt blandes efterfølgende i til en klisteret masse.
Æggehvider piskes stive og vaniljekorn røres i. Forsigtigt tages lidt af hviderne og blandes med den brune klistrede masse. Resten af æggehviderne blades i.

Det hele hældes i en form og bages i ovnen ved 170 grader i ca 15-20 min

Sund drømmekage med toppings - mums

Topping:
½ ss kakao
15 gr chokolade proteinpulver
1 ss sukrin melis
1-2 ss kokos
nogle dråber vand
Det hele røres sammen og smøres på toppen af kagen

fredag den 3. februar 2012

Inspiration

Nogle gange kan jeg godt have brug for lidt inspiration til min træning - måske lige så meget til at få større motivation. Dette kan jeg få ved flere ting - ex se billeder på nettet, læse andre fitness blogs og læse magasiner. Sidste ting er noget, jeg ikke har gjort siden jeg var på diæt sidste år, hvorfor jeg kom til at sidde og søge på magasiner den anden dag.
Jeg syntes faktisk ikke der er særlig gode trænings/fitness blade herhjemme, da de for mig mest går ud på at tabe 4 kilo på 4 uger, eller hvordan får jeg en sommerflad mave og lign. Det er lidt uoriginalt og måske for mig ikke helt seriøst nok. Derfor har jeg fundet frem til to andre magasiner, som jeg kom til at bestille - jubiii netshopping :)

Jeg kender ikke de to magasiner, men har store forventninger til dem, men om ikke andet, så er det da lidt ny læsning for mig og måske ny inspiration og øget motivation - anmeldelse følger....


onsdag den 1. februar 2012

Middag - 5 retters lækkerier

I mandags var jeg i KBH, og var ude og få en fantastisk middag på Formel B. 5 retters ren nydelse - desværre var deres brød også super lækkert og jeg har en svaghed for brød, så den fik lidt for meget gas på brød siden, hvilket endte med jeg var alt for mæt til sidst. Men det var fedt at smage nogle retter, som man ikke selv ville lave, og få nogle sammensætninger af ingredienser, man heller ikke selv havde tænkt på... Fik ikke taget billeder af alle retter, men her kommer 3 af dem (vagtel, entrecôtes og dessert).





Men med lækker 5 retters menu, lidt for meget snack i løbet af dagen, stor brunch om søndagen, ja så skriger min krop og måske mere hjerne på træning. Så at få trænet igår var bare super lækkert. Jeg følte mig 3 kg tungere og bredere. det er virkelig mærkeligt, hvordan ens tanker og følelse af kroppen kan ændre sig på få dage fra at føle sig i form og tilpas, til tyk og slasket. Det betyder heldigvis bare at min dårlige samvittighed sætter ind, hvilket er rart, da det er det der holder mig igang med træning.

Jeg prøver at bevæge mig fra fra alle mine sukker og brød trip, hvilket resulterer i lidt for meget Pepsi max, tyggegummi og Nellie Dellies - men hva, lidt laster må man vel godt have :)