Kom så det sidste...

Det siger jeg til mig selv hver dag, for nu spidser det til og ja det er hårdt. Jeg glæder mig over hver dag jeg har gennemført - hver træning jeg er kommet igennem. Nogle gange forstår jeg slet ikke, hvordan jeg skal komme igennem min træning, men det gør jeg på en eller andet måde... Det er hårdt og der tælles ned hver dag..
Mange spørger om jeg ikke bare skal spise igennem, når jeg er ovre alt det her, men egentlig er det ikke det jeg har lyst til. Det virker uforstående for mange, men jeg er jo ikke træt af min mad, jeg savner blot at have lyst til at træne og ikke leve så planlagt et liv. Selvfølgelig er det noget mad jeg glæder mig til at spise, men jeg har ikke lyst til at kaste mig over kager mm. Der er jo heller ingen grund til at smide alt ens træning og hårdt arbejde ud af vinduet igen.
Jeg føler nogle gange jeg skal forsvare mig selv og at folk syntes jeg er mærkelig (og det er jeg jo nok også), men nej jeg har ikke lyst eller behov for kæmpe ædegilde...

Jeg har nok igennem de seneste par år ændret mine spisevaner til det bedre og har ikke lyst til at vende tilbage til de gamle mere usunde...